Politikere og beslutningstagere har fået et nyt modeord, når debatten drejer sig om mennesker med handicap, særligt inde for børn - og unge området – inklusion.

Hvad betyder inklusion?
Når man sætter det over for modsætningen – eksklusion -, så dannes der en hurtig forståelse for, hvad ordet dækker over. Inklusion betyder, at man er en del af noget, og hvem vil ikke gerne være en del af? Som mennesker er vi jo flokdyr, og vi vil som udgangspunkt derfor gerne være en del af fællesskabet, en del af samfundet.

I kølvandet på den verdensomspændende økonomiske krise er fokus blevet rettet på forskellige områder i vort samfund, hvor en reducering, omfordeling af ressourcerne eller en besparelse skal kunne gavne samfundsøkonomien. Det er i dén forbindelse, inklusionsbegrebet er blevet født, for med det er fokus blevet rettet mod børn og unge med handicap og deres særlige behov. Det kan vel kun være positivt? Eller kan det?

Den rummelige folkeskole
Begrebet ”den rummelige folkeskole” opstod for en del år siden, men er nu en fast bestanddel af vores sprogbrug. Nu er det så blevet koblet sammen med inklusionsbegrebet, hvor den rummelige folkeskole også skal kunne inkludere og rumme børn og unge med forskellige handicap. Alt samme i fællesskabets ånd. Ud fra en tanke om, at mennesker med handicap også skal være en del af fællesskabet på det indlæringsmæssige område, skal børn og unge med handicap inkluderes i den rummelige folkeskole med fokus på det menneskelige aspekt.

Ifølge Kommuneaftalen af 2011 er det i strid med de politiske målsætninger, at der sker en udskillelse fra den almindelige folkeskole, der skal kunne omfatte hovedparten af børn og unge med handicap, og i Kommuneaftalen af 2012 er der blandt beslutningstagerne enighed om, at der skal ske en omstilling af specialundervisningsområdet, så en stigende del af børnene inkluderes. Tendensen er klar: Der sker en omstrukturering og nedlægning af specialbørnehave og specialskoler.

Det koster dyrt
Ifølge Undervisningsministeriets hjemmeside modtog ca. 33.000 elever specialundervisning i specialklasser og specialskoler for skoleåret 2008-09, svarende til 5,6 % af alle elever i folkeskolen. Dette beløber sig til en udgift på ca. 7,9 mia. kr. årligt.

I samme skoleår havde man inkluderet specialundervisning i den almindelige folkeskole, hvor ca. 51.000 elever modtog specialundervisning, svarende til 8,7 % af alle elever i folkeskolen. Dette beløb sig til en udgift på ca. 5,1 mia. kr.

Uden at være professor i regning er det gennemskueligt, at stk. prisen pr. elev der modtager specialundervisning på specialskoler, er dyrere end for de elever, der modtager specialundervisning i den almindelige folkeskole. Men hvad dække disse tal egentlig over?

Hvordan specialundervisning?
Specialundervisningsområdet er et stort område, og der kan ydes specialundervisning på mange måder. Præcis lige som de særlige behov som børn og unge er mangeartede og forskellige. Er der tale om læsetræning, for de der har brug for lidt mere indlæringstid? Er der tale om læseteknikker, for de der er ordblinde? Hvad dækker specialundervisningen i den almindelige folkeskole over i denne statistik?

Hvordan formidles denne specialundervisning i den almindelige folkeskole? Foregår det ved, at eleverne modtager hjælpen og vejledningen inde i klassen af klassens lærer? Foregår det ved, at hjælpen og vejledningen tilbydes eleven af en ekstralærer inde i klassen, mens den øvrige del af klassen modtager den almindelige undervisning? Eller sker det ved, at eleven modtager hjælpen et andet sted på skolen, i et andet lokale?

Dette er vigtigt at vide i debatten om inklusion af børn og unge med handicap i den rummelige folkeskole.

Erfaringer
I november 2013 var der et indslag på DR - Nyhederne om en vellykket inklusion i vores naboland Tyskland. I den pågældende klasse modtog fire børn med svære, fysiske handicaps undervisning i en almindelig klasse, og den ansvarlige lærer mente, at det var en succes. Med til historien hører så oplysningen om, at der i alt i klassen var 16 elever, heraf fire med handicap, 1 ”hovedlærer” og 3 pædagoger/hjælpelærere. Dvs. samlet 4 voksne i en klasse til 16 elever. Dette til sammenligning med de forhold danske elever og lærere tilbydes at skulle arbejde under. Inden for Lærerforeningen har man gentagne gange sagt, at én af forudsætningerne for at inklusion kan lykkes er, at der tilføjes flere ressourcer til de pågældende klasser. Det er uansvarligt over for den pågældende lærer, at han/hun skal står alene med den særlige opgave det er, at skal sikrer at et barn med handicap også modtager læring på et acceptabelt niveau samtidig med, at den øvrige del af klassen ikke mister af deres undervisningstid. For at kunne sikrer dette, skal der tilkobles én eller flere hjælpelærer/-e til de klasse, hvor der indsættes børn og unge med handicap.

At modtage undervisning i en klasse handler også om at kunne begå sig på det sociale plan. At kunne skabe nogle venskaber og sociale relationer mellem de individer, der er omkring én. I Tv- indslaget var det svært at få øje på de sociale relationer mellem de børn, der havde et handicap og de, der ikke havde. Indtrykket af det viste indslag var, at klassen bestod af 2 adskilte grupper af elever - de med handicap og dem uden.

At der er nogle sociale barriere ved at sætte børn og unge med handicap ind i en klasse med ikke-handicappede, viser erfaringer allerede. I august 2013 lavede DR – Nyhederne en rundspørge blandt de skoler i Danmark, hvor man allerede har iværksat inklusion af specialskoleeleverne:

”Det er blandt andet svært, når specialskoleeleverne skal skabe sociale relationer med de andre elever. Fremover skal 10.000 elever, der før gik på specialskoler eller i specialklasser, være en del af almindelige klasser. Men nu viser rundspørgen, at det er rigtigt svært at inkludere eleverne med særlige behov. Thomas Bugge Larsen er lærer på Rønne Skole og har selv specialskoleelever i sin klasse. "Det er svært for de her børn at komme over i store sammenhænge. Det er meget tydeligt, at hvis de ikke har ro til læring - og deres læring går jo ofte lidt langsommere i den store gruppe børn - så virker det ikke," siger Thomas Bugge Larsen til DR Nyheder”.

Fællesskabet
Det stiller store krav – både på det ressourcemæssige plan, men også på det menneskelige plan, at ekskludere børn og unge med handicap væk fra specialområderne og ind i de såkaldte normalområder. Som nævnt tidligere, er det for de fleste individer vigtigt at høre til i et fællesskab. Samtidig er det også vigtigt at anerkende, hvilket fællesskab der er tale om. Her er et konkret eksempel på en oplevelse om det at høre til… eller rettere ikke høre til i det rummelige fællesskab:

En dreng, født med rygmarvsbrok og lam fra hoften og ned, tilbringer fra han er 1 år til han bliver 3 år, sin første tid i en specialbørnehave, hvor der tilbydes fysioterapeutisk behandling, udredning med hensyn til behov for hjælpemidler, og personalet har indsigt og viden om de særlige behov, drengen har. Han trives i den børnehave, hvor han ikke adskiller sig fra de øvrige børn – de har alle et handicap. Så overflyttes han til en almindelig børnehave, hvor han er det eneste barn med handicap. Børnehaven har ingen erfaring med børn med handicap, og ledelsen ønske ikke at udarbejde nogen retningslinjer for, hvordan man skal håndtere dét, at have et barn med handicap. Der bliver ansat en pædagogmedhjælper til at assistere barnet nogle timer hver dag, denne har ingen tidligere erfaring i at arbejde med børn med handicap. Børnehaven søger og får tildelt økonomiske midler fra en såkaldt ”belastningspulje”, der skal dække de særlige udgifter, der kan være forbundet med at have et barn med handicap i børnehaven. Herunder især til transport, idet barnet med handicap ikke kan bruge en almindelig bus, men skal transporteres med en liftbus. I de ca. 2½  år som barnet var i børnehaven, benyttede børnehaven sig ikke af muligheden for at leje en liftbus, når der blev arrangeret længere ture uden for børnehaven. I stedet kørte moderen i barnets egen invalidebil – ganske gratis! En dag ankom moderen med barnet til børnehaven, hvor stuens andre børn stod klar henne ved lågen – der var arrangeret tur til en frugtplantage. Hverken moderen eller barnet var blevet orienteret derom. Tøvende fortalte en af stuens pædagoger, at barnet skulle ind på én af de andre stuer – han skulle ikke med på turen. Moderen tilbød igen at køre, som hun har gjort så ofte før, men dette blev afslået. Man ønskede fra børnehavens side ikke at have barnet med, da man var bange for, at den elektriske kørestol vil synke og sætte sig fast ude på frugtplantagen (hvor der køres med endnu tungere køretøjer!). Som 3-årig kan det være svært at forstå, at fordi man sidder i kørestol, skal man ikke være en del af fællesskabet. Moderen valgte at tage drengen med hjem den dag.
Som 5-årig startede drengen på en specialskole for børn og unge med bevæghandicap. Her var han ikke noget særligt, fordi han sad i kørestol – det gjorde mange af de andre børn også. En dag skulle specialfritidsordningen, hvor han også gik, på tur til en frugtplantage. Stort var det, fordi drengen nu fik lov til at komme med – som den naturligste selvfølge. Stedets pædagoger var ikke bange for, at kørestolen skulle synke i!
Ovenstående episode – og andre episoder – har mærket drengen på sjælen. Han husker, hvordan det var at være så meget anderledes, at han alligevel ikke var en del af fællesskabet. Han husker også den lettelse og følelse af at høre til, da han startede på specialskolen. Så ”ja”, det er vigtigt at være en del af fællesskabet og at høre til. Men hvilket fællesskab er det så man kan, vil og skal tilhøre? Og vil dette fællesskab have én med?
”Skal det lykkes at øge inklusionen, er det afgørende, at det sker med kvalitet, så alle er trygge".
Undervisningsminister Christine Antorini.
Inklusion – for hvem?
Der rejser sig g mange problematikker i kølvandet på diskussionen om inklusion, der – uanset om man ønsker det eller ej – er kommet for at blive. Det mest grundlæggende spørgsmål må være: ”Hvem gør man det for?”
Er det til gavn for barnet? Er det til gavn for fællesskabet? Er det til gavn for økonomien? Er det til gavn for de øvrige elever uden handicap? …
Dernæst følger spørgsmålet: ”Hvordan vil man gøre det?”
Vil man ansætte hjælpelærere, der skal være en del af et undervisningsteam i klassen? Vil man overlade det til den nuværende lærer, at skulle kunne lave en endnu mere differentieret undervisning? Vil man trække de pågældende elever med de særlige behov midlertidigt ud af klassen og give undervisningen i et andet lokale?

Så kommer spørgsmålet: ”Hvordan vil det påvirke eleverne?”
Vil de være i stand til at danne de nødvendige sociale relationer? Vil de opnå indlæring? Vil de føle sig tryg og som en del af fællesskabet?

Endnu et spørgsmål: ”Hvordan vil det virker på de øvrige elever?”
Vil det udvide deres forståelse for mennesker med handicap? Vil de være med til at skabe de nødvendige sociale relationer eller vil de afvise deres kammerater, som har et handicap?

Ikke alle spørgsmålene kan besvares på nuværende tidspunkt, hertil kræves en praktisk afprøvning og en efterfølgende evaluering. Der skal gøres de nødvendige erfaringer. Men for at en sådan omfattende inklusion skal have den mindste chance for at blive en succes, skal man tage nogle forholdsregler. Det er vigtigt, at der afsættes de nødvendige ressourcer. Det er vigtigt, at der er tilgængelighed på i børnehaven, skolen, fritidsordningen, m.m. Ligeledes er det vigtigt, at stedet har udarbejdet retningslinjer for, hvordan man vil håndtere at have børn og unge på stedet med særlige behov.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at ikke alle børn og unge med handicap kan være en del af inklusionen, dertil er deres handicap for omfattende eller kompleks. Det gælder for alle børn og unge: At de skal tilbydes en tryg og indlæringsmæssig god hverdag – handicap eller ej. At beslutningstagerne ser på, hvad man får for pengene er økonomisk ansvarlighed, men i det økonomiske puslespil skal man også have de menneskelige værdier med… hele tiden.

M. Emborg