Det er forskelligt, hvordan vi som mennesker håndterer den sorg det er at få et barn med særlige behov. Der er ingen facitliste, ingen rigtig eller forkert måde, og det kan være så uendeligt svært at være, præcis hvor man er. Hvordan beskriver man de følelser, tanker, glæder og smerter der er forbundet med at have et barn med særlige behov? Kan man overhovedet det? I hvert fald så det bliver forståeligt for andre end én selv?

Ja, det kan man, og det er netop hvad Lykke Baran har lykkedes med at gøre i sin bog ”Huset på hovedet”, hvori hun beskriver tankestrømme i digtprosa omkring dét at have et barn med særlige behov. Hun formår at sætte ord på både det glædelige, det usikre og ikke mindst dét der er så tabubelagt: Når man som forælder føler, at man ikke slår til, at man ikke længere magter opgaven, at man også bare er et menneske med begrænsede ressourcer. Hun kommer ind under huden med sine tankestrømme, hvor man som forælder let kan genkende sig selv. Men hun skriver også om den store kærlighed til et barn, der ikke er som børn er flest. Et sårbart barn, der går en uvis fremtid i møde, men hvor hun er den faste klippe i barnets liv.

Tankestrømmene i bogen kan give svar på nogle af de mange spørgsmål, der hjemsøger de udfordrede mødre og fædre. Det er mit ønske, at bogen rører ved de eksistentielle følelser, så læserne kan finde en indre ro og accept af deres situation”, siger Lykke Baran.

Bogen er et genkendeligt spejl af de mange tanker, man som forælder gør sig igen og igen, når man har ansvaret og kærligheden til et barn med særlige behov. Det er dybt rørende at læse og genlæse de forskellige tanker, og som mor til en dreng med særlige behov, nikker jeg igen og igen genkendende til de skrevne ord. Tankestrømmene er brugbare for alle, der er i kontakt med børn med særlige behov og deres familier, fordi den giver et unikt indblik i de tanker, disse forældre har. Bogen kan varmt anbefales til alle de familier, der har et barn med særlige behov. Den er ærlig, rørende og forløsende.

Bogen kan købes på www.husetpåhovedet.dk til 199 kr.IMG 5273 768x1024